Spørgsmål & Svar
FILM
Hvornår skal en film vurderes?
Alle film, der vises offentligt til børn under 15 år, skal vurderes af Medierådet, og det samme gælder film, der sælges, udlejes eller udlånes offentligt til samme målgruppe. Film, der ikke sendes til faglig vurdering i Medierådet, havner i kategorien Tilladt for børn over 15 år.
Hvilke alderskategorier findes der?
Medierådet vurderer filmene og giver dem ét af fire aldersmærker:
• Tilladt for børn over 15 år
• Tilladt for børn over 11 år
• Tilladt for alle, men frarådes børn under 7 år
• Tilladt for alle
Hvordan ser aldersmærkerne ud?
TILLADT FOR ALLE TILLADT FOR ALLE, MEN FRARÅDES
BØRN UNDER 7 ÅR

TILLADT FOR BØRN OVER 11 ÅR TILLADT FOR BØRN OVER 15 ÅR
Hvad mener I med, at man skal annoncere aldersklassificeringen?
Distributører og biografejere skal ved enhver annoncering eller omtale i pressen af en film, som Medierådet har vurderet, samt i filmens præsentationsmateriale oplyse om Medierådets vurdering af filmen. Dette gælder også for film der sælges eller udlejes over nettet og omfatter fysiske såvel som digitale film. Se yderligere specifikationer for annoncering af film her: http://www.medieraadet.dk/html/maerker/a.html
Kan vi sende et manuskript ind til jer og få en antydning af, i hvilken retning Medierådet for Børn og Unges vurdering peger?
Nej, Medierådets opgave er alene at vurdere de filmiske virkemidler. Det vi kan tilbyde er, at filmen kommer ind på et tidligere tidspunkt end normalt. Det vil sige, hvor filmen endnu ikke er færdigklippet, og hvor der er mulighed for at ændre enkelte scener, underlægningsmusik osv.
Vi har en film, som endnu ikke er klippet færdig, men vi kunne godt tænke os at få den prøvevurderet. Kan det lade sig gøre?
Ja, man kan sende en film, der ikke er helt færdigklippet ind til vurdering. Man skal dog være opmærksom på, at den skal vurderes igen, når den er klippet færdig.
Hvad koster det at få en film vurderet?
12,78 kr. pr. minut.
Må man selv bestemme, hvilke trailere man viser foran hovedfilmen?
Hovedreglen er, at en trailer skal have samme eller lavere aldersgrænse end den film, den vises sammen med.
Må man gerne sætte en ”7 års trailer” foran en ”alle film”?
En trailer, der er "Tilladt for alle, men frarådes børn under 7 år", kan vises foran en film, der er "Tilladt for alle". Men man bør dog være opmærksom på, at for de mindste børn kan en 7 års trailer virke voldsom. Af samme grund laver Dansk Reklamefilm særlige børneruller med reklamefilm, der vises foran ”tilladt for alle” film, for netop at vise hensyn til det yngste publikum. På samme måde anbefales det at reflektere over hvorvidt en trailer der er "Tilladt for alle, men frarådes børn under 7 år", kan vises foran en film, der er "Tilladt for alle". Medierådet har i den forbindelse udarbejdet en plakat for at informere forældre og imødekomme deres henvendelser vedr. trailere foran børnefilm, der gør biografgængerne opmærksom på reglerne. Se dette link: http://branche.medieraadet.dk/Biografer/Trailer.aspx
Skal film forevist på filmfestivaler vurderes og annonceres?
Film, der vises i forbindelse med filmfestivaller, kulturfremstød og lign. kan forevises offentligt uden Medierådets vurdering, og er ligeledes fritaget for krav om annoncering.
DVD
Skal alle DVD’er vurderes af Medierådet for Børn og Unge?
Ja, alle dvd’er der sælges, udlejes eller udlånes offentligt til børn under 15 år skal vurderes af Medierådet.
Udkommer en film på dvd, og er denne film allerede vurderet som 35 mm., kan man bruge den eksisterende vurdering.
Udsendes dvd’en med ekstramateriale, som ikke er blevet vurderet tidligere, skal materialet indsendes til Medierådet til vurdering. Dvd’er, der ikke sendes til vurdering i Medierådet, havner i kategorien Tilladt for børn over 15 år og mærkes derefter.
Skal alle DVD’er mærkes med Medierådets vurdering?
Ja, alle videogrammer der sælges, udlejes eller udlånes offentligt skal mærkes med Medierådets vurdering. Disse mærker er grafiske symboler der viser den tildelte aldersgrænse. Se her: http://www.medieraadet.dk/html/maerker/a.html
Hvordan skal DVD’en mærkes?
Her gælder, at mærket på forsiden af omslaget kan placeres frit. På bagsiden af omslaget skal mærket placeres i nederste halvdel af omslaget. Bemærk at mærket på bagsiden er 30% mindre end mærket på forsiden af omslaget, hvorfra alle mål stammer.
Ved dvd bokse, skal boksen mærkes som det højeste klassificerede produkt i boksen. Hvis de enkelte dvder i boksen er mærkede kan klassificeringen sidde på cellofanen. Se de grafiske specifikationer for mærkerne her: http://www.medieraadet.dk/html/maerker/a.html
Vi har planer om at importere dvd, som skal sælges i Danmark – er der noget vi skal være opmærksomme på?
Alle DVD’er, der distribueres i Danmark, skal mærkes i henhold til danske regler. Det gælder også dvd’er importeret fra England. Mangel på mærkning ifølge dansk lov medfører straf i form af bøde til den ansvarlige distributør og/eller butiksindehaveren.
Hvordan mærker man en dvd, der indeholder flere film, herunder brudstykker af flere film?
En dvd, der indeholder flere film eller brudstykker heraf, skal mærkes i overensstemmelse med vurderingen af den film, der har den højeste vurderingsgrænse.
Er der slet ingen undtagelser?
Nogle dvd’er er undtaget fra pligten til mærkning (og dermed også vurdering). Dette gælder dvd’er hvis indhold er af åbenlys uskadelig karakter, som f.eks:
§ Dvd’er produceret overvejende til undervisnings-, forsknings- eller hobbyformål
§ Dvd’er hvis indhold er sendt ad DR og TV2, og som distribueres af disse eller andet kommunalt organ som led i undervisningsvirksomhed, til biblioteker eller lign. Institutioner.
§ Optagelser fra offentlige arrangementer eller dvd’er som indeholder stof vedr. idræt, natur, turisme, musik
§ Dvd’er som indeholder politisk-, religiøst-, aktualitets- eller nyhedsstof
Jeg har en dokumentarfilm, der er undtaget af mærkningspligten, kan jeg så bare selv sætte et ”Tilladt for alle” mærkat på?
Nej, det er ikke tilladt at bruge Medierådets symboler bortset fra ”Tilladt for børn over 15 år” symbolet. Medier, der er undtaget af mærkningspligten, skal slet ikke mærkes. Medierådet er opmærksom på at visse selskaber anvender egne mærker, hvor der oplyses om, at den pågældende film er undtaget fra mærkningspligten. Dette er fuldt ud tilladt.
SERIER
Hvis man skal have vurderet en tv-serie, som udkommer på dvd, kan man så nøjes med at sende nogle enkelte afsnit ind?
Nej, i henhold til loven skal censor vurdere alle afsnit i serien. Der er ikke nok for censor kun at se enkelte afsnit.
Hvis serien udgives uden vurdering, skal den mærkes ”tilladt for børn over 15 år”.
HVEM MÅ SE HVAD?
Må et barn på 6 år, godt se en film der er vurderet: ”Tilladt for alle, men frarådes børn under 7”?
Ja, klassificeringen "Tilladt for alle, men frarådes for børn under 7 år" er vejledende og indebærer, at det er op til forældrene selv at beslutte, om deres barn under 7 år skal se filmen på baggrund af Medierådets klassificering.
Hvad betyder ledsagereglen? Kan alle børn se alle film, bare de er ifølge med en voksen?
Et barn, der er fyldt 7 år, kan se alle film, hvis det er ledsaget af en voksen, der er fyldt 18 år. Det er tilladt at afkræve legitimation for at være sikker på, at de gældende aldersgrænser overholdes, og biograferne skal i henhold til filmloven afvise børn med deres ledsagere, hvis ikke alderskravene er opfyldt. Overtrædelse af bestemmelsen medfører straf i form af bøde. Der er således to aldersgrænser, nemlig 7 og 18 år her, man skal være opmærksom på.
Hvad sker der, hvis jeg ikke overholder reglerne i henhold til Medierådets bekendtgørelse?
Overtrædelse af reglerne medfører straf i form af bøde.