41 amerikanske delstater har sagsøgt firmaet Meta, der står bag platformene Facebook, Instagram og WhatsApp. Meta bliver beskyldt for at skade unges mentale helbred ved bevidst at designe deres sociale medier, så børn bliver afhængige af dem. Det skriver Reuters og The Wall Street Journal.
I søgsmålet bliver Meta også beskyldt for at indsamle data på børn under 13 år uden deres forældres samtykke, hvilket er ulovligt ifølge den føderale lov i USA.
Statsadvokater fra 33 delstater har sammen anlagt en føderal retssag mod Meta i Californien, mens otte andre statsadvokater sagsøger selskabet i deres egne stater.
”Meta skader vores børn, og vi vil ikke længere tolerere det,” skriver statsadvokat i New Jersey, Matthew Platkin, på det sociale medie X.
I Danmark er der også massivt fokus på børns beskyttelse online, og tidligere i oktober præsenterede regeringen et forslag om, at der skal stilles lovkrav til digitale platforme om at sikre en effektiv alderskontrol. Forslaget udspringer direkte af de anbefalinger, som blev fremlagt af regeringens tech-ekspertgruppe i juni med henblik på at sikre børn og unge mod blandt andet datahøst og fastholdelsesmekanismer.