Nye anbefalinger fra Sundhedsstyrelsen om brug af skærm med særligt fokus på småbørn

11-10-2023

Børn under to år har som udgangspunkt ikke gavn af at se på en skærm, lyder det blandt andet fra Sundhedsstyrelsen i en ny række anbefalinger.

To børn og en voksen med en iPad.
Foto: Jørgen True

Sundhedsstyrelsen har den 9. oktober offentliggjort nye og reviderede anbefalinger om brug af skærm, som er baseret på en række nye undersøgelser om, hvad brugen af skærme betyder for vores søvn, fysiske aktivitet, stress, sociale relationer og for fællesskaberne i hverdagen.

Anbefalingerne knytter sig til både generelle og børnespecifikke områder, og særligt på småbørnsområdet er der tale om en markant stillingtagen.

”Børn under to år bør ikke bruge skærm uden aktivt samvær med en voksen”, lyder den første og mest iøjefaldende af fire anbefalinger til forældre med hjemmeboende børn. Ifølge Sundhedsstyrelsen er der her tale om reviderede og skærpede anbefalinger, når det kommer til særligt de mindstes brug af skærm.

”Det er vigtigt, at vi alle er bevidste om, hvor meget skærmbrug fylder i dagligdagen, og den måde vi bruger skærmene på. Gør de noget godt for vores relationer og mentale trivsel, eller mister vi noget andet vigtigt socialt samvær på grund af dem? Derudover bør forældre være ekstra opmærksomme på, om brugen af skærm i familien påvirker deres børns udvikling og trivsel. Specielt har børn under to år som udgangspunkt ikke gavn af at se på en skærm,” udtaler sektionsleder Maja Bæksgaard Jørgensen fra Sundhedsstyrelsen i forbindelse med offentliggørelsen af de nye anbefalinger.

Sundhedsstyrelsen anlægger hermed et forsigtighedsprincip, når det kommer til de 0-2-åriges brug af skærm. Hvis de 0-2-årige skal bruge skærm, så er det ifølge Sundhedsstyrelsens nye anbefalinger vigtigt, at forældre og barn er sammen om skærmen – ”og at skærmtiden bliver brugt på at stimulere barnets udvikling”, som det lyder i anbefalingerne. 

Sundhedsstyrelsen har i alt offentliggjort otte separate anbefalinger: Fire generelle og fire til forældre med hjemmeboende børn. I forhold til sidstnævnte er der også fokus på at begrænse forældres brug af skærm, når de er sammen med deres børn.

Mere nyt fra Medierådet for Børn og Unge