Den digitale fremtid er kreativ, social – og manipuleret

Medierådet for Børn og Unge interviewede tech-ekspert Chris Pinchen i forbindelse med den nyligt afholdte konference ”Fra nuttede dådyrøjne til fake nudes” om billeddeling og billedmanipulation. Læs interviewet her.

Ifølge Chris Pinchen, der er ekspert i databeskyttelse og kreativ brug af digitale medier, kan vi i fremtiden forvente os alt inden for billed- og videomanipulation på nettet. Den teknologi og de platforme, som tillader os at skabe ’fakes’, er i dag tilgængelig for alle. Vi befinder os i en tid, hvor politikere kan manipuleres med, så de virker sløve og langsomme eller siger ting de aldrig har sagt, og folk på den anden side af jordkloden kan sende dig ’fake nudes’ af diverse kendte mennesker. Hvad betyder det for børn og unge, som normalt er de første til at give sig i kast med nye online fænomener, og som dagligt deler og manipulerer billeder og videoer?Chris Pinchen står bag The Privacy Agency, hvor han som specialist tilbyder rådgivning og træning inden for emner som teknologi og databeskyttelse. Han er bosat i Luxembourg, hvor han også arbejder med digital dannelse for Sikker Internet Center Luxembourg.

Fakes og disinformation

“Deepfakes er video og lyd, som er teknologisk manipuleret ved hjælp af algoritmer,” forklarer Chris Pinchen om ’deepfake’-fænomenet, der på det seneste været meget omdiskuteret i mediebilledet. Det repræsenterer dog blot én af mange måder at manipulere billede og lyd på.

Hvad er de mest populære måder at skabe fakes på?

“Børn og unge har typisk adgang til billed- og videomanipulation gennem apps som Snapchat og TikTok,” fortæller Chris Pinchen om denne type fakes, som man kalder for ’cheap fakes.’

De mere sofistikerede deepfakes er derimod en del sværere at skabe, men teknologien er tilgængelig for alle online, og det er meget nemt at finde deepfakes på nettet. Pinchen minder dog om, at det ikke er deepfakes, vi skal være mest bange for.

”Disinformation er ikke nødvendigvis spredt gennem deepfakes og med højteknologiske metoder. Mange vil som oftest støde på såkaldte ’spam fakes’ i deres indbakke. Folk er meget bekymrede for deepfakes, men det er vigtigere, at vi er opmærksomme på manipulation af information generelt,” forklarer Chris Pinchen. Du har nok selv stødt på en spam fake i din mail indbakke. Det er mails, som blandt andet lover, at du kan vinde penge eller gaver, hvis du blot klikker på et bestemt link, sender private informationer eller lignende.

“Mange forældre bliver bekymrede, når deres børn er online,” siger Chris Pinchen. ”Det er dog interessant, at man tydeligt kan se, hvordan børn og unge har fået en grundlæggende forståelse for hvordan videoer konstrueres, fordi de selv gør det,” argumenterer han. ”Det giver dem gode redskaber til at forstå, hvordan fakes bliver lavet, netop fordi de selv har viden om hvordan man skaber og manipulerer billeder og video. Voksne har ikke denne viden i samme grad, da de ikke er lige så vant til at bruge værktøjerne.”

Kreativitet lige ved hånden

Der er mange faldgruber i tilgængeligheden af video- og billedmanipulation. Men det er vigtigt at anerkende nogle af de positive følger af udviklingen, mener Chris Pinchen:

”Siden udbredelsen af smartphonen og alle de medfølgende programmer, kan man virkelig se, at folk har fået mulighed for at udtrykke sig kreativt inden for de enkelte platformes rammer og tekniske egenskaber. Det er helt vildt, hvordan folk finder på måder at gøre det på.”

Ifølge Chris Pinchen har platforme som TikTok, Snapchat og Youtube dannet rammer for nye former for kreativitet hos unge. Til konferencen om billeddeling og billedmanipulation viste han tilhørerne en TikTok-video, hvor en ung pige brugte platformen til at organisere en strejke på en række amerikanske skoler. En anden TikTok-video viste en amerikansk teenager, der camouflerede en kritik af Kinas behandling af Uyghur-muslimer ved at indlede videoen som en make-up tutorial, for derefter at gå over til at tale om det politiske budskab. På den måde omgik hun censur-filtrene på den kinesisk-ejede app.

”Folk bruger appens popularitet og enkelthed, og det giver dem mulighed for at arbejde kreativt. En stor del af videoerne på TikTok ser ens ud, og mange af dem handler om at deltage i et ’meme’, men nogle bruger også platformen kreativt,” fortæller Chris Pinchen.

Meget af den indhold, man kan finde på Tiktok kan være upassende, banalt – eller slet og ret børn og unge der mimer til musik, men en del unge bruger platformen på nye måder til at nå deres medmennesker med vigtig information. Hvis du er bekymret forælder eller arbejder med børn og unge, skal du huske, at disse platforme også fungerer som et socialt mødested for mange børn og unge.

”Man kan sige, at nogle apps er med til at facilitere normal menneskelig interaktion. Mennesker er født sociale. Disse apps bruges bare til noget, mennesker gør i forvejen,” siger Chris Pinchen.

Vi bør naturligvis også være kritiske over for de platforme og overveje de udfordringer, der måtte opstå, mener Chris Pinchen. ”Vi skal være opmærksomme på, hvad de her virksomheder gør med de data, de indsamler. De faciliterer kommunikation alt imens de lærer, tjener penge og sælger dataene videre,” forklarer han.

Deepfakes afsporer vores tillid

Teknologi er i konstant udvikling, og det er svært at forestille sig hvordan fakes kommer til at se ud i fremtiden. ”TikTok er årets platform, men næste år kan det være noget helt nyt,” forklarer Pinchen. ”Generelt kan vi forvente alt, når det kommer til manipulation af lyd, billede og video. Der findes allerede ny teknologi til at skabe hele deepfake-avatarer.” Han fortæller, at man på Instagram kan støde på ’fake influencere’, som ikke er virkelige mennesker.

Til konferencen viste Pinchen hvordan fake teknologi kan have negative konsekvenser. En af de nyere teknologier giver brugerne mulighed for at tage en række videoer eller fotos af en person og ud fra disse skabe interaktive 3D-avatare, som man kan manipulere med. I Chris Pinchens eksempler bliver teknologien brugt til at skabe pornografisk indhold. Med andre ord kan vi i fremtiden blive udsat for mere og mere disinformation, og det kan være endnu mere overbevisende og teknologisk sofistikeret.

Hvad er konsekvenserne af fakes skabt af kunstig intelligens?

“Det er svært at sige,” siger han. ”Siden opfindelsen og udbredelsen af kameraer, videoer og fotos, har vi haft en tendens til at konstatere, at hvis noget findes på film eller foto, så er det virkeligt. Et af de største problemer med deepfakes er, at vi ikke længere kan konstatere, at billeder eller videomateriale er bevis for, at noget har fundet sted. Den største konsekvens af deepfakes er, at den fuldstændig ødelægger forestillingen om, at vi kan stole på det de ting vi kan se. Her er undervisning og digital dannelse yderst vigtigt. Vi bliver nødt til at vise børn og unge, at manipulation af information findes.”

Hvordan klæder vi børn og unge på?

Ifølge Chris Pinchen er det vigtigt at vi starter en dialog med de unge, lytter til hvad de har at fortælle og husker dem på at tænkte kildekritisk, når de er online.

Hvordan kan vi voksne klæde børn og unge på til at navigere i en digital virkelighed hvor disinformation eksisterer?

”Selv om unge mennesker har udfordringer på internettet, er det i min erfaring sjældent at de går til deres forældre, lærere eller politiet. Unge føler ikke, at disse grupper forstår dynamikkerne i den internetkultur, unge befinder sig i.”

Chris Pinchen understreger vigtigheden i at have ”en dialog, hvor voksne sætter sig ind i den kultur unge befinder sig i, og ser på hvor man kan hjælpe med problemer omkring sikkerhed og privatliv på nettet.” Han mener, at man bliver nødt til at have en grundlæggende forståelse for og opmærksomhed omkring teknologi for at starte sådan en dialog.

Han oplever, at forældre føler sig særlig fortabt, når det kommer til at forstå deres børns færden på internettet. ”Forældre er bange for at mangle denne viden, og de befinder sig i en verden, hvor det forventes at de har viden om disse ting, fordi de er forældre.”

”Det er vigtigt at lytte ordentligt til de unge. Børn laver alt muligt på nettet, og vi voksne bliver nødt til at have en forståelse for, hvad de laver, og hvordan de tilgår disse ting.”

Chris Pinchen opfordrer særligt folk, som arbejder med børn og unge, til at lytte og aktivere deres evner og viden. Til konferencen understregede han denne pointe, og viste en TikTok-trend fra 2019, hvor unge mennesker formidlede store historiske begivenheder ved at bruge platformens forskellige funktioner og formater.

Et sidste råd fra Pinchen lyder. ”Den vigtigste ting - når vi snakker klassisk disinformation – er kildekritik,” fortæller han og forsætter: ”Hvem er kilden? Er kilden pålidelig? Kildekritik er et centralt værktøj, når man skal navigere i en digital verden. Hvis et tilbud er for godt til at være sandt, så er det ikke sandt! Teknologien er ofte din mindste bekymring. Vær opmærksom - tænk kritisk!”