Hvorfor 'Den rette indstilling'?
Mange digitale tjenester, som børn i dag bruger, er ikke lavet til børn. Derfor beskytter de ikke børn og deres rettigheder tilstrækkeligt. Det er en politisk opgave at implementere værktøjer og krav, så tjenesterne beskytter deres brugere tilstrækkeligt, særligt når brugerne er børn under 18 år.
Forældre skal også understøtte, at børn har et alderssvarende digitalt forbrug. Det kan de gøre ved at forholde sig til barnets behov og engagere sig i, hvilke apps, tjenester og indhold barnet må bruge og hvornår. Hertil kan forældreindstillinger på digitale enheder hjælpe med at justere mulighederne til barnets alder.
Formålet med indsatsen 'Den rette indstilling' er at øge viden og opmærksomhed om sikker brug af digitale tjenester og enheder blandt både forældre og børn.
Indsatsen skal give forældre konkrete værktøjer til at understøtte alderssvarende digitale oplevelser for børn og hjælpe forældre med at rammesætte og engagere sig i børns digitale brug.
Medierådet for Børn og Unge har fået opgaven ved 'Aftale om ambitiøs og ansvarlig strategi for Danmarks digitale udvikling' (2024).
Målgruppen for 'Den rette indstilling'
Den primære målgruppe for 'Den rette indstilling' er forældre til børn i alderen 6-9 år. Forældre til yngre og ældre børn kan dog også gøre brug af indsatsens guides.
Børn i alderen 6-9 år har en stigende autonomi, hvilket også ses i deres digitale forbrug. Derfor er det vigtigt at understøtte forældres mulighed for at sætte indstillinger og skabe gode digitale rammer. Dette kan sikre et alderssvarende brug og mindske risikoen for skadelige oplevelser.