PRESSEMEDDELELSE. Kulturminister Zenia Stampe har genudpeget advokat Miriam Michaelsen som forperson for Medierådet for Børn og Unge. Miriam Michaelsen blev i maj 2022 udpeget til forperson af daværende kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen. Michaelsen er nu beskikket til yderligere fire år som forperson for Medierådet.
"Jeg er glad for at være genudpeget som forperson for Medierådet for Børn og Unge. Medierådet indeholder en unik sammensætning af kompetencer, der i samarbejde med en lang række gode partnere arbejder intensivt for børn og unges krav på tryghed, trivsel og rettigheder. Vi kan ikke løse udfordringerne ved at digitalt danne børn og unge alene. Det her er en samfundsopgave, og rådet vil fortsætte med at sikre bedre børnebeskyttelse og insistere på regulering og håndhævelse i forhold til techgiganternes ansvar. Samtidig vil vi udbrede viden til både børn og voksne omkring dem og styrke mediekundskaber, der er så essentielle i en medievirkelighed præget af konstant omskiftelighed, digitale tjenester og AI," siger Miriam Michaelsen.
Yderligere nyt om Medierådets medlemssammensætning
Medierådet for Børn og Unge er nedsat af kulturministeren og består af syv medlemmer, herunder børnesagkyndige, medieforskere og repræsentanter for forbrugerinteresser og filmbranchen. Medlemmerne beskikkes forskudt til en periode på fire år.
Samtidig med genbeskikkelsen af forpersonen er Ulrik Lyngs, forskerrepræsentant og tilknyttet University of Oxford’s Human Centred Computing group, genbeskikket til en fireårig periode.
Psykolog Per Frederiksen er udpeget som nyt medlem af Medierådet og beskikket til en fireårig periode som børnesagkyndig. Per Frederiksen beskæftiger sig med børn og unges digitale mediebrug, blandt andet i forhold til hvordan medier til unge udvikler sig med indflydelse fra AI og fastholdelsesmekanismer. Han er også interesseret i at undersøge, hvordan AI kan have indflydelse på børn og unges psykologiske udvikling. Per Frederiksen skriver i øjeblikket ph.d. på Institut for Kultur og Kommunikation på Aalborg Universitet under titlen 'Artificial development?'.
Medierådet for Børn og Unge består af:
- Miriam Michaelsen, advokat – forperson
- Malene Charlotte Larsen, ph.d. og lektor på Aalborg Universitet – børnesagkyndig
- Per Frederiksen, psykolog – børnesagkyndig
- Ulrik Lyngs, University of Oxford’s Human Centred Computing group – forskerrepræsentant
- Merete Martensen Christensen, direktør for Scanbox biografdistribution i Danmark, Sverige, Norge og Finland – brancherepræsentant for de danske filmdistributører
- Sune Lind Thomsen, formand for Danske Biografer og direktør i Gentofte Kino – brancherepræsentant for de danske biografer
- Uffe Rabe Krag, politisk chef i Forbrugerrådet Tænk – forbrugerrepræsentant
