Medierådet for Børn og Unge søger en børnesagkyndig suppleant til Medierådets vurderingsudvalg

22-09-2026
Børn i biografen

Foto: Jørgen True

Medierådet for Børn og Unge søger en børnefaglig profil som børnesagkyndig suppleant i Medierådets vurderingsudvalg.

Der søges en person med en pædagogisk uddannelse og/eller en uddannelse inden for psykologi, eller en person der gennem sin beskæftigelse har erhvervet en særlig indsigt i børn og unges kultur, vilkår og film- og mediebrug. Det er en fordel at have erfaring med og viden om børn og unges film- og mediebrug inden for aldersgruppen 0-18 år.

Den faglige baggrund skal bruges i arbejdet med at aldersklassificere film og trailere til biografvisning. Derudover indgår vurderingsudvalgets medlemmer i en række andre aktiviteter knyttet til vurderingsarbejdet, bl.a. børnepaneler  og kvartalsvise vurderingsudvalgsmøder.

Vi forventer, at du:

  • har en pædagogisk uddannelse og/eller en uddannelse inden for psykologi, eller gennem din beskæftigelse har opnået særlig indsigt i børn og unges kultur, vilkår og film- og mediebrug 
  • har erfaring med arbejde med børn inden for aldersgruppen 0-18 år 
  • har kendskab til film, tv og on demand-tjenester
  • har gode dansk- og engelskkundskaber

Om jobbet som børnesagkyndig suppleant

Der er ikke tale om et ansættelsesforhold, men om en beskikkelse.

Arbejdet omfatter én fast vurderingsdag hver anden uge i Medierådets biograf i København samt vurderingsarbejde hjemmefra. Derudover er der deltagelse i vurderingsudvalgsmøder fire gange årligt og i 1-2 børnepaneler.

Møder, børnepaneler og aldersvurdering i Medierådets biograf foregår i dagtimerne. Den forventede årlige arbejdstid er ca. 150 timer inklusiv forberedelse.

Om Medierådets vurderingsudvalg

Vurderingsudvalgets primære opgaver er at aldersvurdere film og trailere til visning i danske biografer samt at vejlede tv- og streamingtjenester om aldersvurdering og aldersmærkning af deres indhold.

Vurderingsudvalget består af Medierådets forperson, to børnesagkyndige medlemmer og tre suppleanter.

Beskikkelsesperiode og honorering

Det er Medierådet for Børn og Unges sekretariat, der udpeger suppleanter til vurderingsudvalget. Udpegningen forventes at finde sted i oktober 2026, og den udpegede suppleant forventes at kunne begynde oplæring i november 2026.

Beskikkelsesperioden løber frem til 30. april 2030 med mulighed for genbeskikkelse. Hvervet honoreres efter gældende takst.

Er du interesseret?

Send dit CV samt en kort ansøgning på højst én side til medieraadet@slks.dk senest den 9. oktober 2026. Marker mailen ’Børnesagkyndig suppleant til Medierådets vurderingsudvalg’.

Har du spørgsmål til hvervet, kan du kontakte Stine Nørgaard, udvalgssekretær, på tlf. 20 27 00 52 eller stinen@slks.dk.