Digitale spil og aldersmærker

Vejledning Mediebrug og trivsel

Aldersmærker på digitale spil

Aldersmærker på spil er vejledende og siger noget om indholdet i spillet. Aldersmærker på spil kan variere afhængig af, hvor du tilgår spillet.

De fleste spil får et vejledende aldersmærke fra PEGI, som er en fælles europæisk mærkningsordning for digitale spil. Et spil kan få aldersmærket 3, 7, 12, 16, 18 eller ”!”. Sidstnævnte indikerer, at der er behov for forældreinvolvering.

Et spil kan også få indholdsmærker af PEGI, som viser, om spillet for eksempel indeholder vold, grimt sprog eller uhyggelige elementer. Man kan typisk se både alders- og indholdsmærker i de fleste onlinebutikker, for eksempel PlayStation Store og EPIC Games Store, og ellers kan de findes på PEGI’s hjemmeside.

Aldersmærkerne på digitale spil er vejledende. Mærkerne er et redskab, der kan hjælpe forældre og brugere med at vurdere, om spillets indhold passer til barnets alder – ud fra om der for eksempel er vold, stærkt sprog eller gambling.
Undersøg forældreindstillingerne på den konsol og i de spil, dit barn spiller eller gerne vil spille. Få hjælp til at justere forældreindstillinger i Medierådets guideunivers ’Den rette indstilling’.

Det skal du være opmærksom på

1. Brug aldersmærkerne

Aldersmærkerne på digitale spil er vejledende. Mærkerne er et redskab, der kan hjælpe forældre og brugere med at vurdere, om spillets indhold passer til barnets alder – ud fra om der for eksempel er vold, stærkt sprog eller gambling.

2. Kend forretningsmodellerne

Mange digitale spil bygger på fastholdelsesmekanismer, datahøst og køb.

Gratis spil indsamler typisk data og viser mange reklamer, og der kan være mange opfordringer til køb i spil, særligt spil som er gratis at bruge. 

3. Brug forældreindstillinger til at beskytte dit barn

De fleste spil og konsoller tilbyder forældreværktøjer til for eksempel at styre tidsforbrug, køb i og af spil, hvilke spil barnet må spille, og hvem barnet må chatte med. Forældre kan ikke løse alt, hvad angår børns beskyttelse online, men med forældreindstillinger kan du gøre en forskel.

Apple & Android

Børn og unge kan tilgå digitale spil mange forskellige steder. Når man henter spil via appbutikker, varierer aldersmærkerne afhængig af, hvilken platform man finder spillet på.

Forskellige systemer for aldersmærkning

  • App Store (Apple): Apple anvender sine egne kategorier (4+, 9+, 12+, 17+), som primært er baseret på indhold som vold, sprog og seksuelt indhold. Vurderingen foretages ud fra Apples interne retningslinjer, for eksempel vurderes elementer som brugergenereret indhold og chatfunktioner.
  • Google Play (Android): Apps i Google Play butikken er markeret med PEGI-kategorierne 3, 7, 12, 16 og 18 år, samt ”!”, som betyder, at der kan være behov for forældreinvolvering. Kategorierne baseres på indhold som vold, sprog og seksuelt indhold og kan markeres med advarsler såsom ’Brugere interagerer’ og ’Køb i appen’.

Når man downloader et spil, kan der være forskel på aldersmærket afhængigt af, hvilken appbutik man tilgår. For eksempel er spillet Minecraft markeret med 9+ i App Store (Apple), mens det i Google Play (Android) er markeret med 7. Forskellen skyldes, at de to platforme benytter forskellige systemer til aldersmærkning. Derfor er det vigtigt, at du sætter dig ind i det spil, dit barn gerne vil spille eller spiller. Lær om det ved at se streams af nogen, der spiller, og tal med barnet om spillet.

Se også spil- og platformsvejledninger for voksne