Sæt tidsgrænser: Indstil tidsgrænser og skærmfri tid for apps

Vejledning Mediebrug og trivsel

Hvis telefonen altid er lige ved hånden – og dine apps hele tiden vil have opmærksomhed – er det svært at styre den tid, vi bruger på vores skærm. Et godt sted at starte er at tænke over, hvordan en god digital uge ser ud for dig og din familie.

Her kan skærmtidsværktøjer være en stor hjælp, så du kan indstille hvilke dage og tidspunkter, dine apps skal være tilgængelige. Lidt som når man planlægger tid til en hobby.

Her er det vigtigt at vide, at du kan indstille en pinkode for dine begrænsninger, så du ikke lige så let kan omgå dem.

Indstillinger for Apple-enheder

Indstil apptidsgrænser

’Apptidsgrænser’ er en nem måde at bestemme, hvilke dage du vil have hvilke apps til rådighed, og hvor længe de skal være tilgængelige hver dag (fx 1 time).

1. Åbn indstillinger > klik på Skærmtid > klik på Apptidsgrænser

   

2. Klik på Tilføj tidsgrænse

3. Vælg hvilke apps, du vil blokere eller begrænse. Du kan enten vælge en hel kategori som fx ’Socialt’ eller de enkelte apps under de forskellige kategorier. Kik på næste.

 

4. Indstil hvor lang tid, du maks vil bruge app’en hver dag. Du kan tilpasse dage, hvis tidsgrænsen kun skal gælde for enkelte dage. Hvis du fx vil have, at begrænsningen ikke skal gælde lørdag, kan du sætte tiden for denne ugedag til 0 timer. Gå tilbage og klik på Tilføj, når du har indstillet de begrænsninger, du ønsker.

 

5. Husk at slå Apptidsgrænser til 

8. OBS: Når grænsen for en app er nået, bliver den utilgængelig. Grænsen kan dog let omgås, og derfor er det en ekstra god idé, hvis du også indstiller en pinkode, som du skal indtaste (se længere nede i guiden).

Indstil skærmfri tid

‘Skærmfri tid’ giver dig mulighed for at gøre visse apps utilgængelige på bestemte tidspunkter – fx op til sengetid. Du kan dog vælge, at bestemte apps eller personer altid må forstyrre dig i den skærmfrie tid.

1. Åbn indstillinger > klik på Skærmtid > klik på Tillad altid

     

2. Vælg hvilke kontakter, der godt må forstyrre dig under skærmfri tid. Du kan enten vælge ’Alle’ eller udvælge ’bestemte kontakter’

 

3. Gå tilbage. Vælg de apps, der godt må forstyrre dig under din skærmfrie tid, ved at klikke på de grønne plusser.

4. Gå tilbage. Klik på Skærmfri tid

5. Slå skærmfri tid til med det samme ('Slå skærmfri tid til indtil i morgen') eller planlæg din skærmfrie tid ved at klikke på Planlagt. Vælg herefter hvilke dage den skærmfrie tid skal slåes til og i hvilke tidsintervaller.

 

6. Husk at slå 'Bloker ved skærmfri tid' til

7. OBS: Når den skærmfrie tid indtræffer, bliver alle apps utilgængelige (undtagen dem du har tilladt). Det kan dog let omgås, og derfor er det en ekstra god idé, hvis du også indstiller en pinkode, som du skal indtaste (se længere nede i guiden).

Sæt en pinkode for ’apptidsgrænser’ og ’skærmfri tid’

For at holde fast i dine intentioner om ’apptidsgrænser’ og ’skærmfri tid’, kan du indstille en pinkode, du skal indtaste, hver gang du forsøger at tilgå en app på et tidspunkt, den er utilgængelig.

 

1. Åbn indstillinger > klik på Skærmtid > klik på Lås indstillinger til Skærmtid

 

2. Vælg en kode. Gentag koden.

 

TIP: For at gøre det ekstra svært for dig selv at tilgå de apps, du har gjort utilgængelige, kan du få en ven til at vælge koden, så du ikke selv kender den. Ellers har pinkoden måske ikke den store effekt, da du let kan indtaste den.

3. Når du har valgt en pinkode, skal du indtaste e-mail eller telefonnummer og din pinkode til din Apple-konto. I det tilfælde, at du glemmer pinkoden til Skærmtid, eller at du vil nulstille den, skal du nemlig bruge din Apple-konto.

Indstillinger for Android-enheder

OBS: Denne guide er lavet ud fra styresystemet Android 15. Der kan være enkelte forskelle fra telefon til telefon, hvordan styresystemet ser ud, og dermed også hvordan du finder de konkrete indstillinger.

Indstil ’Apptimer’ og ’Fokustid’

’Apptimer’ er en nem måde at bestemme en daglig grænse for, hvor lang tid bestemte apps skal være tilgængelige dagligt (fx 1 time). Du kan desuden bruge funktionen ’Fokustid’ til at indstille et skema for, hvilke ugedage og tidspunkter bestemte apps skal være tilgængelige.

1. Åben Indstillinger > klik på Digital balance og børnesikring > klik på Apptimere

   

2. Vælg de apps, du vil indstille en grænse for og klik på Apptimer under Indstillinger.

 

3. Vælg hvor mange timer eller minutter den konkrete app skal være tilgængelig pr. dag. Klik på OK

4. Du kan indstille et skema for, hvornår en bestemt app skal være tilgængelige. Åben Indstillinger > klik på Digital balance og børnesikring > klik på Fokus.

 

5. Klik på de apps du vil lave et skema for. Klik på Angiv en tidsplan. Vælg ugedage og Start og Slut tidspunkter. Klik på Angiv

 

Indstil ’Sengetid’

Funktionen ’Sengetid’ giver dig mulighed for at angive et tidsrum, hvor din telefon automatisk er på lydløs, hvor baggrunden er nedtonet og hvor skærmen er sort-hvid. Lyden er kun slået til ved alarmer og vigtige opkald.

1. Åben Indstillinger > Digital balance og børnesikring > Sengetid 

 

2. Klik på Rutinen Sengetid > Anvend en tidsplan > Vælg ugedage, som funktionen skal gælde for, og vælg start og slut tidspunkter

 

Sæt en pinkode for dine begrænsninger

På nogle Android-telefoner kan du sætte en pinkode for at ændre de begrænsninger, du sætter op, så du skal indtaste koden, hver gang du forsøger at tilgå en app på et tidspunkt, den er utilgængelig. Dette er en god idé for at holde fast i dine intentioner. 

Det er dog ikke alle Android-telefoner, der tillader dette. I det tilfælde findes der effektive tredjepartsblokeringsværktøjer til Android, som er let tilgængelige (husk som altid at være kritisk overfor afsenderen, før du downloader tredjepartsværktøjer).

Mere fra 'Den rette indstilling'