Guide til Snapchat
Bliv klogere på Snapchat og forstå de risici, der er forbundet med børn og unges potentielle brug af platformen.

Bliv klogere på Snapchat og forstå de risici, der er forbundet med børn og unges potentielle brug af platformen.
Snapchat er en digital platform, hvor brugere kommunikerer gennem billeder, videoer og tekstbeskeder. Det indhold, der sendes, ”forsvinder” som udgangspunkt hos modtageren, når modtageren har åbnet det, eller efter 24 timer. Det er dog muligt for modtageren at gemme indhold via screenshots eller skærmoptagelse.
Børn og unge bruger blandt andet platformen til at kommunikere med venner, se hinandens stories (et billede eller en video, som er synlig for alle i 24 timer), følge med i venners geografiske placering via Snap Map og bruge filtre på billeder eller videoer. Brugerne kan også interagere med Snapchats chatbot ’My AI’, følge influencere og se korte videoer.
Snapchat har ikke et ’feed’ som mange andre sociale medier, men anvender en lang række funktioner, som kan forstyrre børns relationer, da brugerne for eksempel kan overvåge hinanden og får belønninger for at kommunikere.
Snapchat har selv sat en aldersgrænse på 13 år.
I EU arbejdes der i øjeblikket på at hæve aldersgrænsen på sociale medieplatforme og indføre effektiv aldersverificering, der bekræfter brugernes alder.
Medierådet for Børn og Unge anbefaler, at den gældende aldersgrænse som minimum overholdes. Du kan læse mere om betydningen af aldersgrænser i Den rette alder.
Opmærksomhedspunkterne er udarbejdet af Medierådet for Børn og Unge og fremhæver otte vigtigste risici, voksne skal kende og forholde sig til, inden børn og unge eventuelt bruger en digital platform.

På Snapchat kan brugere skabe og dele indhold i private beskedtråde eller på de offentlige stories og videoer i ”Discover” og ”Spotlight”, hvor brugeren anbefales nyt indhold. Det er derfor umuligt at forudsige, hvilket indhold brugeren vil møde.
Indhold, der ikke er alderssvarende, kan være skadeligt for et barn, hvis indholdet for eksempel er skræmmende, grænseoverskridende eller voldsomt for barnet. På digitale platforme med brugergenereret indhold kan brugere støde på denne slags indhold, uden selv at have opsøgt det.

Snapchat anvender fastholdelsesmekanismer som for eksempel autoplay, geoplacering og ’streaks’ (en optælling af og belønning for daglig kommunikation mellem to brugere).
Fastholdelsesmekanismer kan føre til overforbrug – og i værste tilfælde afhængighedsadfærd. Fastholdelsesmekanismer kan derfor medvirke til, at barnets brug kan eskalere og stå i vejen for vigtige aktiviteter som søvn, relationer til venner og familie, bevægelse o.l – hvilket kan have konsekvenser for trivslen. Samtidig eksponerer et øget forbrug barnet for øvrige opmærksomhedspunkter – såsom problematisk indhold, reklamer og dataindsamling.

Snapchat indsamler data om brugeren, når brugeren opretter en konto, og i forbindelse med det indhold, man deler med tjenesten (såsom lokation, tekst, billeder og video).
Dataindsamling er problematisk, da konsekvensen er, at børn og unges data og adfærd kommercialiseres, og at de endvidere præsenteres for indhold, som er skræddersyet til deres profil, interesser og vaner. Det er med til at presse børn og unge i en retning mod øget forbrug og yderligere fastholdelse.

På Snapchat kan man genoprette en mistet ’streak’ (en optælling af og belønning for daglig kommunikation mellem to brugere) med en ven for et mindre beløb (en såkaldt mikrotransaktion). Børn, der har streaks med venner, kan føle sig forpligtet til at vedligeholde streaks – og dermed også til at genoprette dem, hvis de mistes. Det er desuden muligt at købe abonnement til Snapchat+, som giver brugeren en række ekstra muligheder på platformen som for eksempel at kunne se, når en Snapchat-ven er til stede i chatten.
Platforme præsenterer købsmuligheder i mange afskygninger og med virkemidler, der kan være uigennemskuelige og give en følelse af, at man er nødt til at købe. Derfor kan børn og unge nemt komme til at købe mere, end de har lyst til eller fået lov til.

På Snapchat kan man møde reklamer og sponsoreret indhold i ”Discover” og ”Spotlight”, hvor brugeren anbefales nyt indhold.
Når børn og unge eksponeres for reklamer og kommercielt indhold, kan det påvirke deres adfærd, forbrug og ønsker. Det kan påvirke deres oplevelse af, hvad de skal eje og gøre for at passe ind i et fællesskab, og det kan negativt påvirke deres kostvaner, selvbillede og forbrug af skønhedsprodukter m.m.

På Snapchat er det muligt at modtage direkte beskeder eller kommentarer på videoer fra andre brugere. Man kan modtage beskeder fra andre, selvom man ikke har accepteret dem som ven – men man er nødt til at acceptere dem som ven, inden man kan læse deres besked. Det beskytter mod direkte beskeder, men det kan også tilskynde brugere til at acceptere venneanmodninger fra andre.
Når børn og unge kan blive kontaktet af fremmede, er der risiko for, at de kan blive udsat for digitale krænkelser i form af mobning, afpresning, grooming og deling af billeder og videoer uden samtykke.

På Snapchat kan brugere kommunikere med chatbotten ”My AI”, som kun kan fjernes ved køb af et Snapchat+-abonnement. Chatbotten ligger i topmenuen, den har en avatar (et ansigt), og den simulerer og kalder sig en ven, hvis man interagerer med den.
Interaktion med chatbots kan være problematisk, da chatbots svar ikke nødvendigvis er faktuelt korrekte, passende og endda kan være skadelige ved for eksempel at give råd om selvskade. Samtidig er chatbots ofte designet til at fastholde brugeren ved konstant at lægge op til mere kommunikation, bekræfte brugeren – selv i negative overvejelser og tankemønstre – og simulere en ven for barnet, hvilket kan stå i vejen for, at barnet dyrker fysiske relationer.
Forældreindstillinger giver voksne mulighed for at indstille på udvalgte funktioner, hvilket kan reducere nogle risici forbundet med brugen af platformen. Forældreindstillinger kan dog ikke stå alene og er ikke i sig selv nogen garanti for en tryg oplevelse for børn.
Snapchat har en funktion kaldet “Familiecenter”, som giver forældre og andre omsorgspersoner mulighed for at styre og tilpasse deres teenagers sikkerhedsindstillinger. Dette kræver, at den voksne selv opretter en Snapchat-konto og tilføjer barnet som ven i appen. Det giver ifølge Snapchat mulighed for at:
Aktivér Familiecenter
Læs mere om de konkrete funktioner i Familiecenteret, og hvordan du aktiverer dem her.
Tal med dit barn om, hvordan man kan rapportere videoer, beskeder eller profiler, der er ubehagelige. Det kan for eksempel være, hvis nogen skriver grænseoverskridende beskeder, deler stødende videoer eller opfører sig ubehageligt.
Læs mere om, hvordan man rapporterer billeder, videoer, profiler og filtre her.

Bliv klogere på ChatGPT og se, hvilke risici der er på platformen.

Bliv klogere på Discord og se, hvilke risici der er på platformen.

Bliv klogere på Facebook og se, hvilke risici der er på platformen.

Bliv klogere på Fortnite og se, hvilke risici der er på platformen.

Bliv klogere på Minecraft og se, hvilke risici der er på platformen.

Bliv klogere på Roblox og se, hvilke risici der er på platformen.

Bliv klogere på TikTok og se, hvilke risici der er på platformen.

Bliv klogere på YouTube og se, hvilke risici der er på platformen.