Spilletid
Rocket League er et konkurrencespil, hvor det gælder om at vinde. En kamp tager typisk fem minutter plus eventuel overtid. Spillet er nemt at forstå, men til gengæld byder det heller ikke på et større univers eller en historie, man kan fordybe sig i. Spillet er velegnet til et par hurtige runder, mens man sidder og griner over virvaret på skærmen.
Hvad koster det?
Rocket League er gratis at installere og spille, men man kan stadig bruge masser af penge, fordi spillet er fyldt med mikrotransaktioner. Det er muligt at købe en masse, primært kosmetiske, ting for beskedne summer, men som tilsammen hurtigt kan løbe op. Alle tingene er lettest at tilgå ved at købe dem for rigtige penge, men mange udsmykninger og biler låses op ved bare at gennemføre kampe og stige i level. Det er også muligt at købe et ”Rocket Pass”, som giver adgang til nyt indhold i en tidsbegrænset periode. Det er et såkaldt ”battle pass”, som man også finder i mange andre spil. Med et battle pass køber man adgang til nyt indhold, men det kræver, at man spiller spillet, for rent faktisk at få indholdet. Det betyder, at spilleren skal investere mere tid i spillet for at låse alt det indhold op, som de allerede har betalt for ved at købe et Rocket Pass.
Vi anbefaler: Opgraderingerne i Rocket League har meget lille indflydelse på spillet. Sørg for, at spillet er en sjov leg og ikke bliver et kapløb om at have den største hækspoiler eller de bredeste dæk.
Samarbejde og holdspil
I Rocket League spiller man enten alene eller på hold af to eller tre spillere. I starten vil spillet være præget af sjovt kaos, hvor alle drøner rundt og jagter bolden på samme tid, men for dem, som er rigtig gode til spillets mere taktiske elementer, kan det være frustrerende at spille “lilleput-bold”.
Vi anbefaler: Det kan være svært at lave hold på tværs af evner. Sørg for at italesætte spillet som en leg, og at de gode spillere kan hjælpe de mindre gode. Tilbyd eventuelt de gode spillere at spille fra en anonym eller en klubkonto, så deres egen ranking (placering på ranglisterne) ikke er på spil.