Among Us som fysisk aktivitet

Gaming Mellemtrin Udskoling Over 1 time
Illustration: Jørgen Stamp

I spillet ’Among Us’ skal uskyldige spillere (crewmates) finde svindlere (impostors) i gruppen. Crewmates bevæger sig rundt på forskellige baner, hvor de udfører en række lavpraktiske opgaver, alt imens impostors forsøger at slå dem ihjel en ad gangen uden at blive opdaget. Hvis man har været det forkerte sted på det forkerte tidspunkt eller ikke har styr på sin historie, kan man altså blive stemt ud – uanset om man er impostor eller crewmate.

Kort om aktiviteten

Denne aktivitet er inspireret af ’Among Us’ og har den fordel, at den bidrager til at udvikle forskellige kompetencer hos børnene. De lærer at aflæse ansigtsudtryk hos dem, der lyver, de bliver styrket i deres evne til at argumentere, og de lærer at samarbejde.

Her kan du læse kort om aktiviteten. Hent den fulde beskrivelse af aktiviteten i boksen i højre side.

Forberedelse og materialer

  1. Der skal laves små opgaver, som fx kan bestå af et lille regnestykke, en rebus eller en lille labyrint, som skal gennemføres. Der skal være en del opgaver, for at spillet kan fungere, fx 10-12 opgaver per crewmate.
  2. Der skal laves små kort, hvor der står ”impostor” og ”crewmate”.
  3. Der skal laves kort over lokationen, hvor aktiviteten skal finde sted.
  4. Der skal laves små kort med en farve og et tal på, så børnene kan se på områdekortet, hvor de skal løbe hen for at løse opgaverne.
  5. Opgaverne skal placeres på områderne som markeret på lokationskortet.
  6. Lokationskortet hænges op rundtomkring, så børnene kan orientere sig og finde de områder, hvor de skal løse deres opgaver.

Antal deltagere og tid

Aktiviteten kan gennemføres med 4-15 børn, men det optimale antal deltagere er 10-12 børn samt 1-2 voksne, som kan styre spillet (gamemaster).

Det tager ca. 15-30 minutter at gennemføre denne aktivitet. Det kan dog tage kortere tid.

Afsæt ca. 3 timer til forberedelse af aktiviteten, da det både indebærer at lave aktiviteter, printe materiale, klippe ud og eventuelt laminere samt ophængning af lokationskort og placering af opgaver på de markerede områder.

Lokaler

Aktiviteten fungerer godt, hvis I har meget plads og flere lokaler med gode gemmesteder. Fx toiletrum, trappeopgange, grønne områder, legeplads osv. Impostors skal kunne dræbe crewmates uden at blive opdaget.


Tak til Nanna Hoffmann for deling af aktivitet. Nanna har udviklet og testet aktiviteten med Klubben Rosenvang.

Udgivet af Medierådet for Børn og Unge i samarbejde med Center for Digital Pædagogik og Red Barnet i forbindelse med Sikker Internet Dag 2021.

Om aktiviteten

Alder 7-13 år
Tid 15-30 min
Aktivitetsniveau Lavt
Ude eller inde? Inde
Antal børn 10-12