Først introduceres barnet/børnene til en bestemt farve. Derefter tager man på tur med kamera, tablet eller smartphone. På turen tager man billeder af alt, man kan finde i den valgte farve. Man kan fx gå en tur på legepladsen, på opdagelse i institutionen eller derhjemme. Lad barnet/børnene så vidt muligt selv finde farverne.
Start gerne med at spørge barnet/børnene, om de ved, hvordan man tager billeder med det redskab, I bruger. Undervejs kan man lade barnet/børnene hjælpe med at tage billederne eller instruere dem i, hvordan de kan tage billederne selv.
Når I kommer tilbage fra turen, har I mulighed for at kigge på jeres lille bibliotek af farver og snakke om dem sammen. I kan fx vise billederne frem på en tablet, en stor skærm eller med en projektor.