Opmærksomhedspunkt
Gambling-elementer
Mange platforme anvender funktioner, der minder om gambling – for eksempel ’loot boxes’, som er kasser eller pakker i spil, hvor man betaler for en tilfældig belønning.
Denne form for gambling-lignende elementer kan virke tillokkende, fordi det fremstår, som om man kan vinde noget, der er mere værd end det, man satser – hvilket sjældent er tilfældet. Elementerne benytter virkemidler fra klassiske kasinospil, som skaber en følelse af spænding og belønning, og som kan være vanedannende.
Især for børn og unge kan det være svært at gennemskue, hvordan gambling-lignende elementer påvirker dem, og at chancen for at få den ønskede gevinst er lav. Dette kan føre til gentagne køb, øget forbrug og en risiko for afhængighedsadfærd.







